WE ARE THE FUTURE. THE YOUTH WILL SHAPE THE WORLD. LET'S WORK TOGETHER.
History in the Making
Every single day papers print thousands of articles, covering events from all over the World. People from the entire planet are updated at the second something happens, and if the regular media is too slow, the social networks are always there making sure nothing goes by unnoticed.
One and a half year ago, only a fraction of the Western civilization knew the name Hosni Mubarak - and even fewer had a clue about the regimes controlling the Middle East. We were drowning in an overly thorough covering of the West, whilst the rest of the World was less of a priority.
Ever since January 25th last year, the Middle East and especially Egypt has been the topic of many discussions, and has most importantly become the political hot spot of the World. We no longer have to whistle for news concerning the situation in the Middle East, and there is a good reason for that; Whilst the West is stuck in old routines and economic recession, the society and youth of Egypt is flourishing into the future of the morrow. And that is truly something to keep an eye on.
This is the reason why we, in a distance of 3196 kilometers, chose to work with just Cairo. With the direction the World is taking, it is going to take a whole new level of global understanding, for the next generation - us - to be able to keep up. Therefore it is crucial that we as a class, going by the name “Challenges of Globalization”, involve ourselves in the concern of the societies on the other side of the World, growing the seeds of the future. With the development in the Middle East it will be possible for the youth to once again define democracy for the benefit of our joined global society.
At this very moment we are witnesses to history happening. The challenges and changes going on will sooner or later affect us all, and this is the start of it. It is a sign of the new generations taking the responsibility of their countries and the World’s future in their own hands.
Watch out. Change is on it’s way. It is history in the making.
C THE WORLD
Editor-in-chief
Amalie Rosenbaum
Nina Möger Bengtsson
Eva Devantier
One and a half year ago, only a fraction of the Western civilization knew the name Hosni Mubarak - and even fewer had a clue about the regimes controlling the Middle East. We were drowning in an overly thorough covering of the West, whilst the rest of the World was less of a priority.
Ever since January 25th last year, the Middle East and especially Egypt has been the topic of many discussions, and has most importantly become the political hot spot of the World. We no longer have to whistle for news concerning the situation in the Middle East, and there is a good reason for that; Whilst the West is stuck in old routines and economic recession, the society and youth of Egypt is flourishing into the future of the morrow. And that is truly something to keep an eye on.
This is the reason why we, in a distance of 3196 kilometers, chose to work with just Cairo. With the direction the World is taking, it is going to take a whole new level of global understanding, for the next generation - us - to be able to keep up. Therefore it is crucial that we as a class, going by the name “Challenges of Globalization”, involve ourselves in the concern of the societies on the other side of the World, growing the seeds of the future. With the development in the Middle East it will be possible for the youth to once again define democracy for the benefit of our joined global society.
At this very moment we are witnesses to history happening. The challenges and changes going on will sooner or later affect us all, and this is the start of it. It is a sign of the new generations taking the responsibility of their countries and the World’s future in their own hands.
Watch out. Change is on it’s way. It is history in the making.
C THE WORLD
Editor-in-chief
Amalie Rosenbaum
Nina Möger Bengtsson
Eva Devantier
BEFORE TODAY
EGYPT IN PERSPECTIVE
Mellemøstens Paris
Egypten spiller en vigtig rolle i Mellemøsten. Landet var USA's ven, Cairo var Mellemøstens Paris og de satte tidligere den politiske dagsorden. Men nu er de franske traditioner væk, USA er lagt for had og ingen stoler længere på Egypten. Hvad er der sket i Mellemøstens Paris?
Af Ferhat Burhan Gurini & Troels Boldt Rømer
Når man tænker på politik i Mellemøsten, forestiller de første billeder der dannes for ens indre øje, store olieraffinaderier, moskeer og statuer af diktatorer. Men for at forstå spillet mellem landene i Mellemøsten, må man først forstå landenes forhold til den arabiske ’Enemy Nr. 1’: Israel.
Dette gælder også for Egyptens position i regionen. Lige siden Anwar Sadat i 78’ tog initiativ til Camp David-aftalerne og den senere egyptisk-israelske fred i 79’, har Egypten bygget videre på en omfattende detentépolitik (spændingsudlignende politik) mellem Israel og Egypten, og lagt sin meget fremstormende, kompromisløse, pan-arabiske politik på hylden. Pludselig forstod USA, Israel og den jødiske lobby i 79’, som følge af præstestyrets opståen i Iran, at Israel var løbet tør for venner i regionen og søgte derfor mod det arabiske moderland – Egypten.
Vestliggørelsen under Sadats embede skabte udvikling i landet, men også store modstrømninger og især tanken om, at vende sig mod de arabiske brødre i Palæstina, var ikke vellidt hos den jævne araber. Det var også derfor, at drabet på Sadat i ’81 udløste jubelscener over hele Mellemøsten. Den efterfølgende præsident, Mubarak, var derfor ikke bange for at bebrejde israelerne fra tid til anden – selvom han i det store hele fremstod som ven af vesten. Han var bl.a. overbevist om at den haj, der stod bag angrebet på den tyske turist i Sharm el-Sheikh i 2010 var trænet af israelerne til at dræbe, og dermed beskadige den store turistsektor i Egypten.
I dag ser vi reaktionen fra den egyptiske befolkning. De er blevet blæst om af et rent og skært patriotisk vindpust med øget kritik af Israel, en stigende foragt overfor USA og et ønske om en mere frigørelse af de stærke bånd til Vesten og en tilbagevenden til det egyptiske og arabiske til følge – dog uden visionen om et forenet Arabien. Alt dette kommer som reaktionen på flere års afbøjende og USA-afhængig udenrigspolitik. Egypterne har i overvældende antal sat deres kryds ved Salafisterne og det Muslimske Broderskab – to partier, der ønsker at føre en hård linje overfor Israel, som følge af den uret de byder palæstinenserne – hvilket den israelske lobby i USA, ser med stor frygt på.
Mellem Teheran og Washington
Men i Egyptens forhold til Israel – og dermed i Egyptens forhold til resten af Mellemøsten – optræder en vigtig, udenlandsk spiller, som kilder tæt på den udenrigspolitiske elite i Egypten direkte beskriver som ’dukkeføreren’ overfor C The World. Nej, det er ikke EU. Og nej, det er heller ikke Rusland. Ja - verdens stærkeste økonomiske og militære magt, USA, har i høj grad dikteret den Egyptiske politik overfor Israel under Sadat og Mubarak.
Forholdet mellem USA og Egypten har igennem de seneste årtier været turbulent. Mens Egypten var koloniseret af Det Ottomanske Imperium (før 1882) og senere briterne (1882-1945) havde USA meget lidt at gøre med landet – ligesom USA betragtede Egypten som en modstander under den kolde krig, hvor præsident Gamal Abdel-Nasser (1952-1970) med sin pro-sovjetiske politik og anti- israelske retorik ikke ligefrem skabte et godt forhold mellem de to lande.
Siden da har USA dog haft et stærkt forhold til Egypten. Da Anwar Sadat (1970-1981) overtog magten i landet havde han brug for amerikanske finanser til at åbne landets økonomi (78’) efter små 20 år med Nassers socialistiske nationaliseringspolitik. Faktisk blev forholdet mellem USA og Egypten så godt, at landet mellem 1979 til 2003 modtog 19 milliarder USD i militær støtte – hvilket gør landet til den næststørste modtager af militærstøtte fra USA. Lige efter Israel.
USA betragter Egypten, som en vigtig militær allieret af 4 årsager: For det første sikrer alliancen mellem landene USA fri adgang gennem Suez kanalen. For det andet er Egypten et diplomatisk brohoved indtil resten af Mellemøsten. For det tredje prøver USA med en tæt alliance at undgå et Egypten, der kan fungere som aggressor overfor Israel. Og for det fjedre tjener Egypten som et foregangsland når det kommer til økonomisk liberalisering i Mellemøsten.
Under krigen mod terror er forholdet mellem USA og Egypten dog blevet mere køligt. For at undgå at blive uvenner med hele den arabiske verden, undlod Egypten at sende tropper ind i Afghanistan og Irak – på trods af massivt pres fra USA. Egypten støttede dog både i FN og flere arabiske forum amerikanernes indsats mod terrorisme – i høj grad også foranlediget af, at Mubarak blev truet på livet af Al-Queda.
I dag – efter revolutionen – er forholdet mellem Egypten og USA kompliceret. Mange egyptere mener, at USA var for langsomme til at støtte oprøret under revolutionen, fordi de frygtede, at deres allierede ven, Mubarak, ville falde. Men befolkningen var træt af Mubarak – og hans udenrigspolitik, specielt det tætte forhold til USA. Efter revolutionen er flere udenrigspolitiske kommentatorer i Egypten begyndt at argumentere for, at landet skal skære sine tætte bånd til USA og i stedet satse på øget samarbejde med Saudi-Arabien og Iran, for at genopbygge sin position i den arabiske verden. Selv militæret er begyndt at tage afstand fra USA for at vinde popularitet i befolkningen, eksempelvis ved at lade iranske skibe sejle gennem Suez. Men det er et farlig spil, Egyptens ledelse er med i – ingen kandidater til parlamentet vil miste de 2 milliarder USD, som USA hvert år sender til Egypten i bistand.
Cairo: Den bløde magt
Men det er ikke kun forholdet til USA, Israel og Egyptens militær der kendetegner landets position i Mellemøsten; Æraen med de ikoniske ledere er forbi, og det samme gælder arabernes ønske om arabisk enhed – men det ændrer ikke på at Egypten, som det folkerigeste arabiske land, vejer tungt når det kommer til de religiøse, intellektuelle og kulturelle tyngderegler.
Den egyptiske filmindustri står bag 1/3 af hele den arabiske verdens filmproduktion. Med film som Yacoubians Hus og Awkat Faragh berører egypterne følsomme og tabubelagte emner på en tolereret måde, der giver dem en vigtig rolle i den mellemøstlige kultur. Al-Ahram, Mellemøstens svar på Politiken, er egyptisk styret og satte før i tiden dagsordenen for de arabisk intellektuelles debatter. I dag har avisen over en million abonnenter – et meget højt tal i en region, hvor analfabetisme fortsat er udbredt.
Når det kommer til religion holder Mellemøstens islamiske elite ligeledes til i Egypten, hvor det egyptiske Al-Azhar universitet fungerer som den islamske læres epicenter. Universitetet er et glimrende eksempel på at verdsliggørelsen af Egypten under den britiske og franske kolonitid ikke har medført en komplet vestliggørelse, men at Egyptens dybe rødder i Islam er blevet fastholdt. Og det er netop Egyptens geografiske og strategiske placering, der har givet dem forspringet i kulturen, mens indflydelsen fra Paris og London har gjort, at man førhen kunne omtale Cairo, som Mellemøstens Paris.
Den olieløse kæmpe
Økonomisk spiller Egypten også en væsentlig rolle i Mellemøsten – med positionen som den fjerde største økonomi region, er Egypten et væsentligt land for megen af den økonomiske aktivitet i Mellemøsten. Det er dog vigtigt at huske, at landet stadigvæk er et økonomisk underudviklet land, med en BNP pr. capita på kun 5,500 $ og at landet ingen væsentlig olieindustri har.
Store dele af indtægterne i Egypten kommer fra turisme – en sektor, der har været hårdt ramt af revolutionen og den tilhørende ustabilitet. Omkring Nilen har Egypten noget af det mest frugtbare land i Afrika, hvilket giver Egypten en god indtægt fra landbrug – også i form af eksport til resten af regionen. Men vigtigst af alt sidder Egypten på Suezkanalen, hvor 7,5 % af alt skibstransport i verden passerer igennem og gør Egypten til en regional handelsmagt. Hvis man forestiller sig den arabiske verden som en gold, olierig, halvtør krop ville Egypten være hjertet og de to floder, Suez og Nilen de vener og arterier, der fører blod og liv til regionens kulturelle højborg.
Suez tjener både som en væsentlig geostrategisk, geopolitisk og økonomisk faktor. I alle krige udover den Arabisk-Israelske i 48’, hvor Egypten har været indblandet, har Suezkanalen fungeretm som ’naturlig’ barriere mellem Israels tidligere besatte område af Sinai-halvøen og resten af Egypten.
Når det kommer til Nilen spiller floden en så afgørende rolle, at man har oprettet et særskilt vand- og kunstvandingsministerium. Egypten er også en del af NBI (Nile Bassin Initiative) hvor Egypten af de 9 medlemslande har en usagt vetoret. Egypten sidder som ukronet tronebærer, og er meget ofte imod at de andre nillande gør brug af floden til udviklingsprogrammer, og har flere gange været efter Uganda for deres igangværende dæmningsprojekt.
Hvem leder Egypten?
Hvad så med i dag? Meget i Egypten er forandret. Efter revolutionen har Egyptens politiske position i Mellemøsten dramatisk ændret sig. En kilde tæt på den udenrigspolitiske elite og militæret i Egypten fortæller til C The World, at de øvrige lande i Mellemøsten for øjeblikket ikke stoler på Egypten i politiske forhandlinger. Militærstyrets ledelse, SCAF (The Supreme Council of the Armed Forces), er en svag forhandlingspartner – simpelthen fordi ingen udenlandske diplomater ved, om de sidder ved magten de næste 2 uger eller 2 år.
Samtidigt er Egypten blevet et forbillede for mange systemkritiske kræfter i Mellemøsten – dog fortæller samme kilder til C The World, at mange Egyptere ikke betragter sig selv som foregangsland i Det Arabiske Forår. Tunesien var landet, som startede bevægelsen og ses derfor som moderlandet for oprøret.
Og netop Det Arabiske Foråret er et godt billede på Egyptens rolle i Mellemøsten. Egypten inspirerer stadigvæk, men er ikke længere det vigtigste land i regionen. Kulturelt, politisk og økonomisk er de rykket ned af ranglisterne, men med en ny politisk kultur og ledelse kan Egypten måske genvinde fordums tids storhed. Hvem ved?
THE MIDDLE EASTERN PARIS
This article serves as an understanding of the role Egypt plays in the politics of the Middle East – especially focused on the conflict with Israel, the relationships to the US, the economy of the Suez and Nile and the role as cultural ‘centre of gravity’ in the region. The main statements of the article is that the cultural influence Egypt has is of great magnitude – but the political and economical power has declined, partly because of the close alliance with the US and the corrupt political leadership the country has been under for decades.
The political power of Egypt is based on the possession of Suez, their pan-Arabic leadership under Nasser and their historical advantage in technology and civilization in the region.
The relationship to Israel has changed during the last 60 years – from cold during Nasser, to more tolerant under Sadat and Mubarak to a (maybe) more aggressive rhetoric from the new political voice.
Af Ferhat Burhan Gurini & Troels Boldt Rømer
Når man tænker på politik i Mellemøsten, forestiller de første billeder der dannes for ens indre øje, store olieraffinaderier, moskeer og statuer af diktatorer. Men for at forstå spillet mellem landene i Mellemøsten, må man først forstå landenes forhold til den arabiske ’Enemy Nr. 1’: Israel.
Dette gælder også for Egyptens position i regionen. Lige siden Anwar Sadat i 78’ tog initiativ til Camp David-aftalerne og den senere egyptisk-israelske fred i 79’, har Egypten bygget videre på en omfattende detentépolitik (spændingsudlignende politik) mellem Israel og Egypten, og lagt sin meget fremstormende, kompromisløse, pan-arabiske politik på hylden. Pludselig forstod USA, Israel og den jødiske lobby i 79’, som følge af præstestyrets opståen i Iran, at Israel var løbet tør for venner i regionen og søgte derfor mod det arabiske moderland – Egypten.
Vestliggørelsen under Sadats embede skabte udvikling i landet, men også store modstrømninger og især tanken om, at vende sig mod de arabiske brødre i Palæstina, var ikke vellidt hos den jævne araber. Det var også derfor, at drabet på Sadat i ’81 udløste jubelscener over hele Mellemøsten. Den efterfølgende præsident, Mubarak, var derfor ikke bange for at bebrejde israelerne fra tid til anden – selvom han i det store hele fremstod som ven af vesten. Han var bl.a. overbevist om at den haj, der stod bag angrebet på den tyske turist i Sharm el-Sheikh i 2010 var trænet af israelerne til at dræbe, og dermed beskadige den store turistsektor i Egypten.
I dag ser vi reaktionen fra den egyptiske befolkning. De er blevet blæst om af et rent og skært patriotisk vindpust med øget kritik af Israel, en stigende foragt overfor USA og et ønske om en mere frigørelse af de stærke bånd til Vesten og en tilbagevenden til det egyptiske og arabiske til følge – dog uden visionen om et forenet Arabien. Alt dette kommer som reaktionen på flere års afbøjende og USA-afhængig udenrigspolitik. Egypterne har i overvældende antal sat deres kryds ved Salafisterne og det Muslimske Broderskab – to partier, der ønsker at føre en hård linje overfor Israel, som følge af den uret de byder palæstinenserne – hvilket den israelske lobby i USA, ser med stor frygt på.
Mellem Teheran og Washington
Men i Egyptens forhold til Israel – og dermed i Egyptens forhold til resten af Mellemøsten – optræder en vigtig, udenlandsk spiller, som kilder tæt på den udenrigspolitiske elite i Egypten direkte beskriver som ’dukkeføreren’ overfor C The World. Nej, det er ikke EU. Og nej, det er heller ikke Rusland. Ja - verdens stærkeste økonomiske og militære magt, USA, har i høj grad dikteret den Egyptiske politik overfor Israel under Sadat og Mubarak.
Forholdet mellem USA og Egypten har igennem de seneste årtier været turbulent. Mens Egypten var koloniseret af Det Ottomanske Imperium (før 1882) og senere briterne (1882-1945) havde USA meget lidt at gøre med landet – ligesom USA betragtede Egypten som en modstander under den kolde krig, hvor præsident Gamal Abdel-Nasser (1952-1970) med sin pro-sovjetiske politik og anti- israelske retorik ikke ligefrem skabte et godt forhold mellem de to lande.
Siden da har USA dog haft et stærkt forhold til Egypten. Da Anwar Sadat (1970-1981) overtog magten i landet havde han brug for amerikanske finanser til at åbne landets økonomi (78’) efter små 20 år med Nassers socialistiske nationaliseringspolitik. Faktisk blev forholdet mellem USA og Egypten så godt, at landet mellem 1979 til 2003 modtog 19 milliarder USD i militær støtte – hvilket gør landet til den næststørste modtager af militærstøtte fra USA. Lige efter Israel.
USA betragter Egypten, som en vigtig militær allieret af 4 årsager: For det første sikrer alliancen mellem landene USA fri adgang gennem Suez kanalen. For det andet er Egypten et diplomatisk brohoved indtil resten af Mellemøsten. For det tredje prøver USA med en tæt alliance at undgå et Egypten, der kan fungere som aggressor overfor Israel. Og for det fjedre tjener Egypten som et foregangsland når det kommer til økonomisk liberalisering i Mellemøsten.
Under krigen mod terror er forholdet mellem USA og Egypten dog blevet mere køligt. For at undgå at blive uvenner med hele den arabiske verden, undlod Egypten at sende tropper ind i Afghanistan og Irak – på trods af massivt pres fra USA. Egypten støttede dog både i FN og flere arabiske forum amerikanernes indsats mod terrorisme – i høj grad også foranlediget af, at Mubarak blev truet på livet af Al-Queda.
I dag – efter revolutionen – er forholdet mellem Egypten og USA kompliceret. Mange egyptere mener, at USA var for langsomme til at støtte oprøret under revolutionen, fordi de frygtede, at deres allierede ven, Mubarak, ville falde. Men befolkningen var træt af Mubarak – og hans udenrigspolitik, specielt det tætte forhold til USA. Efter revolutionen er flere udenrigspolitiske kommentatorer i Egypten begyndt at argumentere for, at landet skal skære sine tætte bånd til USA og i stedet satse på øget samarbejde med Saudi-Arabien og Iran, for at genopbygge sin position i den arabiske verden. Selv militæret er begyndt at tage afstand fra USA for at vinde popularitet i befolkningen, eksempelvis ved at lade iranske skibe sejle gennem Suez. Men det er et farlig spil, Egyptens ledelse er med i – ingen kandidater til parlamentet vil miste de 2 milliarder USD, som USA hvert år sender til Egypten i bistand.
Cairo: Den bløde magt
Men det er ikke kun forholdet til USA, Israel og Egyptens militær der kendetegner landets position i Mellemøsten; Æraen med de ikoniske ledere er forbi, og det samme gælder arabernes ønske om arabisk enhed – men det ændrer ikke på at Egypten, som det folkerigeste arabiske land, vejer tungt når det kommer til de religiøse, intellektuelle og kulturelle tyngderegler.
Den egyptiske filmindustri står bag 1/3 af hele den arabiske verdens filmproduktion. Med film som Yacoubians Hus og Awkat Faragh berører egypterne følsomme og tabubelagte emner på en tolereret måde, der giver dem en vigtig rolle i den mellemøstlige kultur. Al-Ahram, Mellemøstens svar på Politiken, er egyptisk styret og satte før i tiden dagsordenen for de arabisk intellektuelles debatter. I dag har avisen over en million abonnenter – et meget højt tal i en region, hvor analfabetisme fortsat er udbredt.
Når det kommer til religion holder Mellemøstens islamiske elite ligeledes til i Egypten, hvor det egyptiske Al-Azhar universitet fungerer som den islamske læres epicenter. Universitetet er et glimrende eksempel på at verdsliggørelsen af Egypten under den britiske og franske kolonitid ikke har medført en komplet vestliggørelse, men at Egyptens dybe rødder i Islam er blevet fastholdt. Og det er netop Egyptens geografiske og strategiske placering, der har givet dem forspringet i kulturen, mens indflydelsen fra Paris og London har gjort, at man førhen kunne omtale Cairo, som Mellemøstens Paris.
Den olieløse kæmpe
Økonomisk spiller Egypten også en væsentlig rolle i Mellemøsten – med positionen som den fjerde største økonomi region, er Egypten et væsentligt land for megen af den økonomiske aktivitet i Mellemøsten. Det er dog vigtigt at huske, at landet stadigvæk er et økonomisk underudviklet land, med en BNP pr. capita på kun 5,500 $ og at landet ingen væsentlig olieindustri har.
Store dele af indtægterne i Egypten kommer fra turisme – en sektor, der har været hårdt ramt af revolutionen og den tilhørende ustabilitet. Omkring Nilen har Egypten noget af det mest frugtbare land i Afrika, hvilket giver Egypten en god indtægt fra landbrug – også i form af eksport til resten af regionen. Men vigtigst af alt sidder Egypten på Suezkanalen, hvor 7,5 % af alt skibstransport i verden passerer igennem og gør Egypten til en regional handelsmagt. Hvis man forestiller sig den arabiske verden som en gold, olierig, halvtør krop ville Egypten være hjertet og de to floder, Suez og Nilen de vener og arterier, der fører blod og liv til regionens kulturelle højborg.
Suez tjener både som en væsentlig geostrategisk, geopolitisk og økonomisk faktor. I alle krige udover den Arabisk-Israelske i 48’, hvor Egypten har været indblandet, har Suezkanalen fungeretm som ’naturlig’ barriere mellem Israels tidligere besatte område af Sinai-halvøen og resten af Egypten.
Når det kommer til Nilen spiller floden en så afgørende rolle, at man har oprettet et særskilt vand- og kunstvandingsministerium. Egypten er også en del af NBI (Nile Bassin Initiative) hvor Egypten af de 9 medlemslande har en usagt vetoret. Egypten sidder som ukronet tronebærer, og er meget ofte imod at de andre nillande gør brug af floden til udviklingsprogrammer, og har flere gange været efter Uganda for deres igangværende dæmningsprojekt.
Hvem leder Egypten?
Hvad så med i dag? Meget i Egypten er forandret. Efter revolutionen har Egyptens politiske position i Mellemøsten dramatisk ændret sig. En kilde tæt på den udenrigspolitiske elite og militæret i Egypten fortæller til C The World, at de øvrige lande i Mellemøsten for øjeblikket ikke stoler på Egypten i politiske forhandlinger. Militærstyrets ledelse, SCAF (The Supreme Council of the Armed Forces), er en svag forhandlingspartner – simpelthen fordi ingen udenlandske diplomater ved, om de sidder ved magten de næste 2 uger eller 2 år.
Samtidigt er Egypten blevet et forbillede for mange systemkritiske kræfter i Mellemøsten – dog fortæller samme kilder til C The World, at mange Egyptere ikke betragter sig selv som foregangsland i Det Arabiske Forår. Tunesien var landet, som startede bevægelsen og ses derfor som moderlandet for oprøret.
Og netop Det Arabiske Foråret er et godt billede på Egyptens rolle i Mellemøsten. Egypten inspirerer stadigvæk, men er ikke længere det vigtigste land i regionen. Kulturelt, politisk og økonomisk er de rykket ned af ranglisterne, men med en ny politisk kultur og ledelse kan Egypten måske genvinde fordums tids storhed. Hvem ved?
THE MIDDLE EASTERN PARIS
This article serves as an understanding of the role Egypt plays in the politics of the Middle East – especially focused on the conflict with Israel, the relationships to the US, the economy of the Suez and Nile and the role as cultural ‘centre of gravity’ in the region. The main statements of the article is that the cultural influence Egypt has is of great magnitude – but the political and economical power has declined, partly because of the close alliance with the US and the corrupt political leadership the country has been under for decades.
The political power of Egypt is based on the possession of Suez, their pan-Arabic leadership under Nasser and their historical advantage in technology and civilization in the region.
The relationship to Israel has changed during the last 60 years – from cold during Nasser, to more tolerant under Sadat and Mubarak to a (maybe) more aggressive rhetoric from the new political voice.
Facebook overtager Egypten
Social medias became the new news-providers during the Arab Spring
En ung mand satte d. 18 december 2010 ild til sig selv på åben gade i Syrien, efter politiet havde beslaglagt hans vogn, hvor han stod og solgte frugter og grøntsager og tjente sine penge. En chokbølge gik igennem den syriske befolkning, og igangsatte en reaktion mod den store fattigdom, ulighed, den øgede arbejdsløshed og den politiske undertrykkelse i landet. Denne reaktion inspirerede mange lande i Mellemøsten, og en række arabiske lande har efterfølgende haft en revolutionær udvikling med protester i samfundet. Enkelte lande har haft mere succes end andre i kampen for demokratisering og højere prioritering af befolkningen, herunder Egypten.
Af Emma Broberg, Frederikke Pi & Mathilde Riemer
Medierne i Egypten
Medierne, og i særdeleshed de sociale medier, har haft stor indflydelse på revolutionerne i Mellemøsten, herunder også Egypten. Revolutionen i Egypten startede i høj grad grundet dens massive mobilisering via Facebook, og går derfor også under navnet "Facebook-revolutionen". Det kan diskuteres om den egyptiske revolution ville have fundet sted uden Facebook, men én ting er sikker: Facebook og Twitter var afgørende i forsøget på at samle flere millioner mennesker fra hele verden til at støtte denne revolution, og det ville uden tvivl have været en langt større udfordring uden disse muligheder for at organisere sig på nettet. Grunden til, at de sociale medier blev så altafgørende under revolutionen er også, at Muhammad Hosni El Sayed Mubarak manipulerede med de lokale medier, så de nyheder der kom frem i Egypten satte ham i et fortrindeligt lys, frem for at informere folket om, hvad der rent faktisk skete i omverdenen. Mubarak prøvede også at lukke ned for internettet og de sociale medier, men det holdt ikke i mere end to dage, da der var for stor efterspørgsel på de sociale medier, og de unge egypteres kampånd var for stærk. Ja, det var nemlig de unge der i højeste grad brændte for demokratiseringen af Egypten, som de via internettet var blevet informeret om.
I det arabiske forår har der været snak om, hvorvidt de sociale medier har taget over som nyhedsformidlere eller ej. Det diskuteres specielt grundet Mubaraks manipulering af de lokale medier, hvilket medførte, at det egyptiske folk under revolutionen foretrak at blive oplyst gennem de sociale medier, frem for de lokale.
De sociale medier fungerede dog ikke udelukkende som nyhedsformidlere, men også som event-planner. Der blev under revolutionen planlagt flere kæmpe demonstrationer, hvori flere tusinde egyptere deltog med støtte fra næsten hele omverdenen, dette alt sammen planlagt gennem sociale medier. Derudover blev der også via facebook arrangeret et event, der hed “The Voices of the Streets”, en politisk rap koncert arrangeret af Egyptens ungdom.
Kun fremtiden vil vise, hvorvidt de sociale medier overtager arbejdet som nyhedsformidlere eller ej. Vi ved kun, at den egyptiske revolution formentlig ikke var forløbet, som den gjorde, uden den store brug af de sociale online medier.
EGYPT TAKEN OVER BY FACEBOOK
This article is about how social medias such as Facebook and Twitter were crucial to the revolution in the Middle East. Especially in Egypt, where the revolution was called ‘The Facebook-revolution’. The reason for the social medias necessity, among others, is Mubarak’s manipulation with the local medias, and his control over the knowledge the Egyptians were offered. Mubarak actually tried to shut down the connection to Facebook and Twitter, but was forced to open the sites again a few days later, because of the massive protest against.
It has been discussed whether the social medias can be used as a news provider, when the local medias were so influenced by Mubarak and his attempt to exclusively show the news that stated him and his regime in a positive way. The social medias were not only used as news providers, but also to plan events and mobilize people to these events.
This article is about how social medias such as Facebook and Twitter were crucial to the revolution in the Middle East. Especially in Egypt, where the revolution was called ‘The Facebook-revolution’. The reason for the social medias necessity, among others, is Mubarak’s manipulation with the local medias, and his control over the knowledge the Egyptians were offered. Mubarak actually tried to shut down the connection to Facebook and Twitter, but was forced to open the sites again a few days later, because of the massive protest against.
It has been discussed whether the social medias can be used as a news provider, when the local medias were so influenced by Mubarak and his attempt to exclusively show the news that stated him and his regime in a positive way. The social medias were not only used as news providers, but also to plan events and mobilize people to these events.
Kvindernes Egypten
Egyptian female demonstrators hold up a placard in Cairo on February 1, 2011.
Kvinder i Egypten er slet ikke, som mange forestiller sig i Vesten. Vi har en forskruet forestilling, om at de sidder derhjemme og tager sig af de ti børn, beder i moskeen hver fredag, bærer tørklæde fordi Guds ord er lov og altid underkaster sig mændene. Det skal siges, at vi er helt galt på den.
Af Esther Schyberg, Anna Ngwanza Butondo & Rasmus Lambert Kjær
I 20’erne begyndte kvinderne i Egypten at organisere sig og arbejde for kvinders rettigheder socialt og politisk. I 1956 lykkedes det at få stemmeret til kvinder igennem; 16 år inden Schweiz. Herefter er kvinderne kun klatret op ad på arbejdsmarkedsstigen. En længere række kvindelige ministre har været med til at lede Egypten og landet har osgå været repræsenteret i Danmark af fire kvindelige ambassadører.
Omkring år 1970 kom der en ny tørklæde bølge, efter årtier, hvor kvinderne i Egypten havde været uinteresserede og derfor havde droppet det, til fordel for vestlig mode. Comebacket startede blandt de unge universitetsstuderende, der var imod den måde, kvindekroppen blev kommercielt udstillet, og derfor gjorde oprør ved bl.a. at dække deres lange hår til; lidt som unge i Europa begyndte at klippe håret og gå i uni-sex tøj med samme begrundelse. Derudover gad de ikke ligne amerikanerne længere, men derimod vise deres stolthed over deres egyptiske nationalitet, og dette kunne vises ved udsmykning, såsom at bære tørklæde.
Fra 80’erne og frem er Egypten gået fra en primær industriøkonomi til en serviceøkonomi, hvilket har forøget kvindernes tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. I dag findes der familier i Egypten hvor manden har mistet jobbet, mens kvinden bærer økonomien, med eksempelvis et kontorjob. Der er selvfølgelig også en klassesammenhæng; hvis familien er velhavende nok, arbejder kvinden ofte ikke, mens hun i de fattigere lag ofte vil være nødsaget til at finde arbejde. Det ser vi også som tendensen i mange europæiske lande.
Det juridiske område, er der hvor man er mest svækket, som kvinde i Egypten, men dommedagen for det gamle system er dog nær. I år 2000 kom der en ny lov, om at kvinder kunne søge skilsmisse; dette var en stor sejr, da kvinder førhen kun kunne blive skilt, hvis manden eksempelvis var impotent (og derfor ikke kunne leve op til sin pligt som fader) eller meget syg, mens manden nemt kunne blive skilt uden yderligere begrundelse. I dag er der stadig problemer med arveloven, søstre arver for eksempel altid halvdelen af hvad deres brødre arver, medmindre et testamentet specifikt er gået imod det.
Som ligemænd gik kvinder og mænd til demonstrationer arm i arm, under det Arabiske Forår. Mere præcist var det hver fjerde på Tahrir, som var kvinde. Samfundslag var ligegyldige, da det kom til at vælte et diktatorisk forældet samfund. Studiner, husmødre og lærerinder tog lige del i oprøret.
I tiden hvor Mubarak regerede, var 64 pladser ud af 498 i Parlamentet forbeholdt kvinder. Nu hvor Mubarak er faldet, er kvindekvoterne også væk. I stedet for kvoter blev det indført, at hvert parti var tvunget til at opstille kvinder til Parlamentet, men der er ingen regler for, hvor partierne placerer kvinderne på valglisten. Dette har nok en sammenhæng med det faktum, at der kun er otte kvinder i det nuværende Parlament.
Egypten er et af de lande med færrest kvinder i Parlamentet, med kun 2%. I forhold til andre Arabiske lande, så er gennemsnittet for antallet af kvinder i Parlamentet på omkring 13%. Vi vil vente spændt på hvordan kvinders rolle i Egypten kommer til at udvikle sig under et muligt demokrati.
THE WOMEN'S EGYPT
If you ask a normal Dane what an Egyptian woman’s life is like, you will hear a mumbling voice saying something about ten children, never leaving the house, and always wearing the veil because her husband tells her to. These prejudice are many and excessively wrong. Actually the Egyptian woman gained the right to vote 16 years before Switzerland, and only gained more equality since then.
However, there is still problems with the equality between men and women, especially concerning political roles and in the legal field.
Af Esther Schyberg, Anna Ngwanza Butondo & Rasmus Lambert Kjær
I 20’erne begyndte kvinderne i Egypten at organisere sig og arbejde for kvinders rettigheder socialt og politisk. I 1956 lykkedes det at få stemmeret til kvinder igennem; 16 år inden Schweiz. Herefter er kvinderne kun klatret op ad på arbejdsmarkedsstigen. En længere række kvindelige ministre har været med til at lede Egypten og landet har osgå været repræsenteret i Danmark af fire kvindelige ambassadører.
Omkring år 1970 kom der en ny tørklæde bølge, efter årtier, hvor kvinderne i Egypten havde været uinteresserede og derfor havde droppet det, til fordel for vestlig mode. Comebacket startede blandt de unge universitetsstuderende, der var imod den måde, kvindekroppen blev kommercielt udstillet, og derfor gjorde oprør ved bl.a. at dække deres lange hår til; lidt som unge i Europa begyndte at klippe håret og gå i uni-sex tøj med samme begrundelse. Derudover gad de ikke ligne amerikanerne længere, men derimod vise deres stolthed over deres egyptiske nationalitet, og dette kunne vises ved udsmykning, såsom at bære tørklæde.
Fra 80’erne og frem er Egypten gået fra en primær industriøkonomi til en serviceøkonomi, hvilket har forøget kvindernes tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. I dag findes der familier i Egypten hvor manden har mistet jobbet, mens kvinden bærer økonomien, med eksempelvis et kontorjob. Der er selvfølgelig også en klassesammenhæng; hvis familien er velhavende nok, arbejder kvinden ofte ikke, mens hun i de fattigere lag ofte vil være nødsaget til at finde arbejde. Det ser vi også som tendensen i mange europæiske lande.
Det juridiske område, er der hvor man er mest svækket, som kvinde i Egypten, men dommedagen for det gamle system er dog nær. I år 2000 kom der en ny lov, om at kvinder kunne søge skilsmisse; dette var en stor sejr, da kvinder førhen kun kunne blive skilt, hvis manden eksempelvis var impotent (og derfor ikke kunne leve op til sin pligt som fader) eller meget syg, mens manden nemt kunne blive skilt uden yderligere begrundelse. I dag er der stadig problemer med arveloven, søstre arver for eksempel altid halvdelen af hvad deres brødre arver, medmindre et testamentet specifikt er gået imod det.
Som ligemænd gik kvinder og mænd til demonstrationer arm i arm, under det Arabiske Forår. Mere præcist var det hver fjerde på Tahrir, som var kvinde. Samfundslag var ligegyldige, da det kom til at vælte et diktatorisk forældet samfund. Studiner, husmødre og lærerinder tog lige del i oprøret.
I tiden hvor Mubarak regerede, var 64 pladser ud af 498 i Parlamentet forbeholdt kvinder. Nu hvor Mubarak er faldet, er kvindekvoterne også væk. I stedet for kvoter blev det indført, at hvert parti var tvunget til at opstille kvinder til Parlamentet, men der er ingen regler for, hvor partierne placerer kvinderne på valglisten. Dette har nok en sammenhæng med det faktum, at der kun er otte kvinder i det nuværende Parlament.
Egypten er et af de lande med færrest kvinder i Parlamentet, med kun 2%. I forhold til andre Arabiske lande, så er gennemsnittet for antallet af kvinder i Parlamentet på omkring 13%. Vi vil vente spændt på hvordan kvinders rolle i Egypten kommer til at udvikle sig under et muligt demokrati.
THE WOMEN'S EGYPT
If you ask a normal Dane what an Egyptian woman’s life is like, you will hear a mumbling voice saying something about ten children, never leaving the house, and always wearing the veil because her husband tells her to. These prejudice are many and excessively wrong. Actually the Egyptian woman gained the right to vote 16 years before Switzerland, and only gained more equality since then.
However, there is still problems with the equality between men and women, especially concerning political roles and in the legal field.
THE ARAB SPRING
An Egyptian protester holds a chain as he shouts slogans against ousted Egyptian president Hosni Mubarak outside the police academy in Cairo where his trial is drawing to an end on February 16, 2012. The verdict in the trial of Mubarak will be announced on February 22, presiding judge Ahmed Refaat said.
Religiøse strømninger får egyptisk politik til at flyde
I forbindelse med det nærstående præsidentvalg i Egypten, flyder Cairo med religiøse tendenser. Egypten står over for en omvæltning:
En fremtidig regering med demokrati og religion i højsædet.
Af Fanny Læssøe Fauli, Anna Gaul & Pernille Benedicte Weng Ellyton
Det Muslimske Broderskab
Det Muslimske Broderskab har siden 1928 kæmpet for at indføre sharia-lovgivning og fastholdelse af islamistiske traditioner. Da Hassan Al-Banna startede den islamistiske reformbevægelse, var det for at gøre op med den ikke-religiøse egyptiske forfatning fra 1923. Han mente, at religionen var forsvundet, og ønskede at befri fædrelandet for udenlandsk indflydelse, for derved at komme tilbage til den oprindelige islamisme.
For at demonstrere islamismens handlekraft og progressivitet, begyndte Det Muslimske Broderskab at gøre en indsats for etisk og socialt at ændre folket i Egypten. Der rekrutteredes medlemmer fra alle dele af landet, og efterhånden som Det Muslimske Broderskab omventer større dele af befolkningen, opbyggede de også et bredt netværk af skoler og hospitaler. Også fagforeninger, spejderkorps og handelsvirksomheder blev oprettet, og efter 2. Verdenskrig lavede de deres egen avis.
På grund af Det Muslimske Broderskabs øgede popularitet følte staten sig truet, og i 1948 besluttede staten sig for at forbyde Broderskabet.
Broderskabet i dag
Efter Hosni Mubaraks fald blev Det Muslimske Broderskab igen lovligt, og som klar opposition til det gamle styre vandt de parlamentsvalget med omkring 50 % af stemmerne.
Det Muslimske Broderskab står nu overfor en række udfordringer. Alle øjne hviler på dem, og ikke alene skal de forme Egyptens nye grundlov, de skal også demokratisere Egypten.
Salifisterne
Salafisterne har for alvor vundet indpas hos den egyptiske befolkning, og med 25% af stemmerne ved valget i det nye år sidder de nu som det næststørste parti i Egypten og har således afgørende magt over landets demokratiske fremtid.
Parti Al-Nour var den første politiske salafistorganisation og tog sine første spæde skridt i maj 2011, da det ansøgte om at blive et officielt politisk parti. Godkendelsen kom d. 12. juni 2011 og var dermed en radikal ændring af salafisternes tidligere syn på det at være politisk aktiv. Konsensus under Mubarak havde været, at det politiske system var falskt og derfor ikke en reel mulighed for at få indflydelse. Nu var Mubarak afsat og en demokratisering var under opsejling. Derfor besluttede landets største salafistiske gruppe ’Det salafistiske kald’, hvis rødder går tilbage til 1970’erne, at etablere Al-Nour, og på trods af manglende erfaring blev salafisterne hurtigt politisk mobiliseret og organiseret. Deres konservative tilgang til islam, som bl.a. indebærer Sharia lov og forbud mod alkohol, debatteres nu heftigt i store dele af verdenen og vækker bekymring hos egyptiske koptiske kristne så vel om vesterlændinge.
Den store andel af stemmerne giver salafisterne mulighed for at lægge pres på Det Muslimske Broderskab, og således trække Egypten i en mere konservativ islamistisk retning, efter profeten Muhammeds forbillede. Indtil videre har salafisterne primært koncentreret sig om symbolpolitik, men fremtiden vil vise, om de begynder at handle frem for at tale.
Gennem de seneste måneder har forundringen over salafisternes store vælgerskare spredt sig. Når en sådan uventet udvikling skal forklares kræves mange parametre i spil. Eksempelvis har undertrykkelsen af salafisterne under Mubarak-regimet i dag gjort dem til et symbol på forandring, og dette har resulteret i en stor vælgertiltrækning. Den høje pris mange af partiets medlemmer har måtte betale for deres religiøse overbevisning gennem de sidste mange års diktatur har udstyret dem med en troværdighed og en religiøs legitimitet, hvilket tiltrækker den egyptiske vælger. Særligt samfundets fattigste lag, der ellers normalt ikke ville søge til stemmeurnerne, har vist deres loyalitet overfor salafisternes Al-Nour- parti, som til gengæld gennem velgørenhedsprojekter har givet fattige vælgere mulighed for gratis lægehjælp, støtte til enker osv. Dette er udtryk for salafisternes hurtige etablering i det politiske spil. De har altså været gode til at trække i de tråde, der leder til succes.
Valg af præsident
Efter den diktatoriske regering i Egypten blev væltet, har luften ikke stået stille. Præsidentvalget er en vigtig kamp, der afholdes den 23. Maj. Blandt de i alt 23 opstillede kandidater, har der været kendte så vel som ukendte ansigter. Kandidater stillet op af partier så vel som uafhængige kandidater. 10 af dem blev i midten af april diskvalificeret fra valget. Heriblandt den kandidat, Det Muslimske Broderskab pegede på. Han viste sig at have en kriminel baggrund, og man formoder at han var tidligere Broderskabs-medlem, men meldte sig ud for at slutte sig til Taleban. Det Muslimske Broderskab gik efter valget med til, at de ikke måtte stille en officiel kandidat op, da chancerne således ville være mere ligeligt fordelt.
Blandt de diskvalificerede finder man også Abu Ismail - den præsidentkandidat, salifisterne stillede op. Han havde en mor med amerikansk blod, og de strider mod kriterierne for at kunne stille op. Som kvalificeret præsidentkandidat skal man i Egypten have ”rent blod”. Derfor skal stamtræet udelukkende bestå af Egyptiske statsborgere.
Nu støtter salifisterne en såkaldt uafhængig kandidat. Han meldte sig blot ud af det muslimske broderskab, for at kunne stille op.
Det muslimske broderskab støtter nu en kandidat, der ifølge medierne har gode chancer for at vinde. Manden Amr Moussar har i omkring ti år styret Den Arabiske Liga, og er derfor velset af stort set alle parlamentets medlemmer. Stadig står en håndfuld kandidater ranke og klar til at kæmpe om titlen, som den første demokratisk valgte præsident af Egypten.
RELIGIOUS CURRENTS MAKES EGYPTIAN POLITICS FLOAT
The elections in Egypt hast just taken place. It resulted in a victory for two very religious parties; The Muslim Brotherhood and The Salafists. The Brotherhood won with 50% of the votes, and is now facing a challenge of democratising Egypt. They will have to follow some of The Salafists’ key issues, since th Al-Nour party got 25% of the votes. Al-Nour is a far right conservative party that wants to introduce Sharia in Egypt.
The 23. of May the next democratic election in Egypt will happen. It is the presidental election. Several candidates have already been disqualified from the election because of non-citizenship, criminality and so on. All in all Egypt seems to be turning into a religious, though democratic country.
Er Egyptens befolkning klar til demokrati?
Egypten er et land, der på mange måder adskiller sig fra Danmark. Et land med en helt anden historisk baggrund. Netop derfor står Egypten overfor mange forhindringer i kampen om at blive demokratiseret.
Af Holger Mathias Wiinstedt Clausen & Emil Grinder-Hansen
En ting man skal have for øje, når man ser på ændringerne, der for tiden sker i det egyptiske samfund er, at de er mennesker med en helt anden mentalitet end os danskere. Egyptere er slet ikke vant til den frihed, som de nu har i sigte. Egyptere er ikke vant til selv at kunne vælge. Egyptere er ikke vant til at have muligheden for at sige nej.
Derfor kunne det være oplagt at drage den konklusion, at Egypten ikke er klar til et demokrati. Egypterne er vant til at blive styret af en stærk leder, helt tilbage til det gamle Egypten, hvor faraoerne styrede. Siden da har der været mange eksempler på stærke ledere, der har styret Egypten med en hård og fast hånd. Det sidste eksempel er Hosni Mubarak, som ledte landet i næsten 20 år, men blev tvunget til at gå af i 2011, som følge af de voldsomme demonstrationer og oprør. Men dette taler ikke for, at Egyptens befolkning ikke kan håndtere demokrati.
Derfor er Egyptens befolkning klar til demokrati
For det første er det vigtigt at huske, at demokratier ikke opstår på en dag. I Danmark gik der 52 år fra, at den danske grundlov blev skrevet, til at vi fik parlamentarisme, og dermed tilnærmelsesvis det demokrati vi har i dag. - Vi havde endda en hurtig og stilfærdig udvikling, sammenlignet med andre europæiske lande. Det var den brede befolknings beslutning at gå i krig imod Tyskland i 1864, hvilket medførte et kæmpe tab for landet. I dag ville regeringen sige fra hvis befolkningen havde et sådan krav.
En del af demokrati er også den valgte regerings evne til at beskytte befolkningen imod andre, men også imod dem selv. Ligesom den danske befolkning lærte i 1864, at for meget direkte demokrati kan skade, har egypterne også brug for tid og erfaring til at lære og forstå, hvordan deres demokrati skal fungere.
Derudover har vesten et indtryk af, at den brede egyptiske befolknings støtte til islamistiske partier er et tegn på, at de ikke mentalt er klar på demokrati. Det er ikke overraskende, at egypterne støtter islamiske partier, da 90 % af befolkningen anser religion, som værende en del af deres hverdag, ifølge en undersøgelse fra Gallup. Det er derfor naturligt, hvis det kommende regeringsgrundlag bliver bygget på den muslimske tro, ligesom den danske grundlov i sin tid blev baseret på den kristne. Sekulært demokrati er ikke nødvendigvis det mest velfungerende og i flere vestlige lande, bedste eksempel er USA, spiller religion stadigt en kæmpe rolle i politik.
Grunden til at Vestens troværdighed er lav i Egypten skyldes ikke religiøse årsager, men derimod USA og andre vestlige nationers samarbejde med Mubarak. Vi må derfor acceptere, at der går flere år, før samarbejdet med Egypten og Mellemøsten bliver stærkt – uanset hvilken regering Egypten får.
For at gå tilbage til spørgsmålet ”er Egyptens befolkning klar til demokrati?”, så er det fristende at svare: ”Det bliver de.” Det er nemlig en tilvænningsfase, som vi selv har været igennem, og som er et selvfølge i vejen mod demokrati.
IS THE EGYPTIAN POPULATION READY FOR DEMOCRACY?
The article “Is the Egyptian population ready for democracy” analyses how and why the Egyptians are – or are going to be – ready for democracy. The first argument is that democracy is something people need to get used to, and need to learn about through personal experience.
In Denmark it took 52 years from the writing of the Danish constitution, to the birth of parliamentarism and modern democracy. It is therefore natural for the Egyptian population to be in a phase, where they need to develop and elaborate their own democracy. The analysis also contains an argument, which states, that secular democracy is not necessarily the ideal goal. Christianity still plays a huge part in political campaigns in several western nations. The analysis ́ answer to the question “Is the Egyptian population ready for democracy” is; “They are going to be – it is a habituation”.
Af Holger Mathias Wiinstedt Clausen & Emil Grinder-Hansen
En ting man skal have for øje, når man ser på ændringerne, der for tiden sker i det egyptiske samfund er, at de er mennesker med en helt anden mentalitet end os danskere. Egyptere er slet ikke vant til den frihed, som de nu har i sigte. Egyptere er ikke vant til selv at kunne vælge. Egyptere er ikke vant til at have muligheden for at sige nej.
Derfor kunne det være oplagt at drage den konklusion, at Egypten ikke er klar til et demokrati. Egypterne er vant til at blive styret af en stærk leder, helt tilbage til det gamle Egypten, hvor faraoerne styrede. Siden da har der været mange eksempler på stærke ledere, der har styret Egypten med en hård og fast hånd. Det sidste eksempel er Hosni Mubarak, som ledte landet i næsten 20 år, men blev tvunget til at gå af i 2011, som følge af de voldsomme demonstrationer og oprør. Men dette taler ikke for, at Egyptens befolkning ikke kan håndtere demokrati.
Derfor er Egyptens befolkning klar til demokrati
For det første er det vigtigt at huske, at demokratier ikke opstår på en dag. I Danmark gik der 52 år fra, at den danske grundlov blev skrevet, til at vi fik parlamentarisme, og dermed tilnærmelsesvis det demokrati vi har i dag. - Vi havde endda en hurtig og stilfærdig udvikling, sammenlignet med andre europæiske lande. Det var den brede befolknings beslutning at gå i krig imod Tyskland i 1864, hvilket medførte et kæmpe tab for landet. I dag ville regeringen sige fra hvis befolkningen havde et sådan krav.
En del af demokrati er også den valgte regerings evne til at beskytte befolkningen imod andre, men også imod dem selv. Ligesom den danske befolkning lærte i 1864, at for meget direkte demokrati kan skade, har egypterne også brug for tid og erfaring til at lære og forstå, hvordan deres demokrati skal fungere.
Derudover har vesten et indtryk af, at den brede egyptiske befolknings støtte til islamistiske partier er et tegn på, at de ikke mentalt er klar på demokrati. Det er ikke overraskende, at egypterne støtter islamiske partier, da 90 % af befolkningen anser religion, som værende en del af deres hverdag, ifølge en undersøgelse fra Gallup. Det er derfor naturligt, hvis det kommende regeringsgrundlag bliver bygget på den muslimske tro, ligesom den danske grundlov i sin tid blev baseret på den kristne. Sekulært demokrati er ikke nødvendigvis det mest velfungerende og i flere vestlige lande, bedste eksempel er USA, spiller religion stadigt en kæmpe rolle i politik.
Grunden til at Vestens troværdighed er lav i Egypten skyldes ikke religiøse årsager, men derimod USA og andre vestlige nationers samarbejde med Mubarak. Vi må derfor acceptere, at der går flere år, før samarbejdet med Egypten og Mellemøsten bliver stærkt – uanset hvilken regering Egypten får.
For at gå tilbage til spørgsmålet ”er Egyptens befolkning klar til demokrati?”, så er det fristende at svare: ”Det bliver de.” Det er nemlig en tilvænningsfase, som vi selv har været igennem, og som er et selvfølge i vejen mod demokrati.
IS THE EGYPTIAN POPULATION READY FOR DEMOCRACY?
The article “Is the Egyptian population ready for democracy” analyses how and why the Egyptians are – or are going to be – ready for democracy. The first argument is that democracy is something people need to get used to, and need to learn about through personal experience.
In Denmark it took 52 years from the writing of the Danish constitution, to the birth of parliamentarism and modern democracy. It is therefore natural for the Egyptian population to be in a phase, where they need to develop and elaborate their own democracy. The analysis also contains an argument, which states, that secular democracy is not necessarily the ideal goal. Christianity still plays a huge part in political campaigns in several western nations. The analysis ́ answer to the question “Is the Egyptian population ready for democracy” is; “They are going to be – it is a habituation”.
THE CULTURE SECTION
Kvinden de kaldte farao
Hatshepsut dressed in Pharaoh's traditional clothes
Allerede for flere tusinder af år siden havde kvinder en vigtig rolle i det egyptiske samfund. Selv før regimer skulle væltes, var der kvinder med magt i Egypten. En af de tidligste af disse hed Hatshepsut, og hun var farao. I løbet af hendes regeringstid opnåede hun at genetablere den ægyptiske rigdom, bygge monumenter, der imponerer den dag i dag, og beordre den første træ-transplantation.
Af Ulrik Thinggaard Hansen & Silas Due-Christensen
Vejen til tronen
Hatshephut var datter af faraoen Tuthmose I, en populær farao, højt elsket af sit folk. Det var blandt andet i styrke af hans popularitet, at hun formåede at tage tronen, og beholde den, uden et oprør fra det egyptiske folk.
Hun blev dog ikke farao direkte efter sin fars død, det gjorde hendes halvbror Tuthmose II, men fra hvad arkæologer har kunnet finde af graveringer på Tuthmose I’s grav, går man ud fra, at det var Hatshephut der styrede riget. Man tror at Tuthmose II havde en hudsygdom, som gav ham en tidlig død.
Her kom den første forhindring, for at Hatshephut kunne blive farao. Tuthmose II havde inden sin død fået en søn, Tuthmose III, der var arving til farao titlen. Men Hatshephut ville ikke give tronen fra sig så let. Gennem velplaceret propaganda og hendes skarpe politiske evner, formåede hun at beholde magten som farao i 15 år, indtil hendes død.
Men det var ikke et nemt liv, som kvindelig farao. Hun var en af de første, og som det skulle vise sig senere også en af de største, kvinder, der havde titlen som farao. For at berolige folket valgte hun at iføre sig den traditionelle mandlige klædedragt, og gik tilmed med det falske hageskæg faraoerne iførte sig.
Men trods hendes popularitet, propaganda og politiske evner, kunne det ikke række helt nok til, at hun kunne holde fast i folket. Så for at sætte sin ret til farao titlen fast, lavede hun to manøvrer;
For det første hævede hun, at hun var blevet valgt specielt af sin far, den populære farao Tuthmose I, fremfor hendes to brødre, og ene halvbror. Den guddommelige pottemager, Khnum, har indgraveret teksten ”Jeg vil gøre dig den første af alle levende væsner, du vil rejse dig, som konge af øvre og nedre Egypten, som din far Amon, der elsker dig, har befalet.”
Det bringer os til den anden manøvre hun brugte, som er mere tvivlsom end den første. Hun hævdede at hun var guden Amuns datter og det gav hende guddommelig ret til sin magt. I hendes grav er der skrevet en detaljeret beskrivelse af, hvordan guden Amun, i skikkelse af Tuthmose I, besøgte dronningen i hendes sovekammer, hvor dronningen blev så overvældet over gudens magt, og dejlige dunst, at hun græd af glæde og han gav hende sin kærlighed.
Regeringstid – fremskridt og rigdom.
Hatshepsut opnåede titlen Farao et sted mellem 1512 og 1479 f.kr. og lige fra starten havde hun blod på tanden. I hendes tidlige regeringsår førte hun indtil flere krige med blandt andet Nubien og Syrien, kampagner der bragte succes og prestige til Hatshepsuts navn.
Hendes hær blev ledet af Thumose III – hendes stedsøn, som skulle blive hendes senere efterfølger.
Thutmose III var godt tilfreds med sin status som general, og begik aldrig et kup mod sin stedmor på trods af, at han uden tvivl havde midlerne til det.Hatshepsut gjorde sig dog langt fra kendt, som en koldblodig krigsleder. Hendes udenrigspolitik var hovedsageligt fredelig, og hun gjorde meget for at genetablere forbindelser med udlandet, der havde været tabt siden Hyksos folket besatte Ægypten.
Hyksos var et folk, der besatte Egypten i tiden mellem Det Mellemste og Det Nye Rige. Hyksos handikappede landets udenlandsrelationer og bragte fattigdom til landet i 200 år. Invasionen skar ar så dybe i den egyptiske bevidsthed, at Hyksos’ primære guddom, kaosguden Seth, blev gjort til den store skurk i den egyptiske mytologi.
Blandt de ting Hatshepsut organiserede i sin regeringstid, var en ekspedition til landet Punt, hvor hun blandt andet hentede myrra med hjem. Hvad der var helt særligt ved ekspeditionen, var dog, at ekspeditionen bragte enogtredive levende myrratræer til Ægypten. Træerne blev plantet i Hatshepsuts tempel-gravkompleks ved Deir el-Bahri – dette var historiens første transplantation af udenlandske træer.
Hatshepsut opnåede ikke blot storhed i udenrigsmæssige anliggender. Hun formåede også at være en af Egyptens største bygledere. Hun beordrede konstruktionen af flere hundrede byggerier i Øvre og Nedre Egypten – flere end nogen farao fra Det Mellemste Rige.
Som mange faraoer før hende byggede Hatshepsut videre på Karnak templet i Luxor, det største tempel i verden, der er bygget af i alt 52 faraoer gennem tiden. Her byggede hun blandt andet Karnaks Røde Kapel, der beskrev vigtige tidpunkter i hendes regeringstid.
Langt større end dette var dog hendes personlig gravkompleks ved Deir el-Bahri. Templet var så glorværdigt, at det bidrog til at gøre Kongernes Dal til det betydningsfulde sted, det er i dag. Dette er fordi mange senere faraoer ønskede, at deres grave skulle associeres med Hatshepsuts storhed.
Hvad mere er, lod Hatshepsut et underjordisk tempel hugge ud i klippe på Nilens østbred. Templet, der var dedikeret til de to krigsgudinder Bast og Sekhmet, indeholder blandt andet en længere tekst, der beskriver hvordan Hatshepsut fordømte Hyksos folket på grund af de skader, de forvoldte det egyptiske samfund. Senere blev templet ændret af Seti I, der også prøvede at slette Hatshepsuts navn fra det.
Hatshepsut døde, da hun var midaldrende i sit 22. regeringsår. Man har ikke fundet nogen kilder, der beskriver hendes død. Man har dog fundet en mumie, der muligvis er Hatshepsut. Hvis denne formodning er korrekt, led hun af knoglekræft, diabetes, ledbetændelse og dårlige tænder. Kræften har formentligt spredt sig igennem hendes krop under den sidste del af hendes regeringstid.
THE WOMAN THEY CALLED PHARAOH
Hatshepsut was the greatest female pharaoh, who first seized power during her brother and husband, Thutmosis II’s reign.When her husband died, Hatshepsut used a mix of propaganda and her innate political affinity to keep that power.
In order to cement her own influences, she deployed two clever ploys. The first one was to claim that she was the most favored of her father’s children, by far. The second was to establish a myth around herself – that she was in truth the daughter of the god Amun and therefore meant to rule Egypt.
The way she kept her stepson and nephew Thutmosis III from planning a coup, was by appointing him as her general. Leading her armies, Thutmosis assisted in bringing much wealth to Egypt during the various military campaigns of Hatshepsut’s early rule. Later, Hatshepsut became one of the greatest architects of Ancient Egypt, outstripping all the pharaohs of the previous Middle Kingdom by far. Amongst her work is the Red Chapel in Karnak, her mortuary temple in Deir el-Bahri and the underground temple of Pakhet.
Hatshepsut died in her twenty-second year of reign, due to her plural sicknesses, here among bone cancer and diabetes.
Af Ulrik Thinggaard Hansen & Silas Due-Christensen
Vejen til tronen
Hatshephut var datter af faraoen Tuthmose I, en populær farao, højt elsket af sit folk. Det var blandt andet i styrke af hans popularitet, at hun formåede at tage tronen, og beholde den, uden et oprør fra det egyptiske folk.
Hun blev dog ikke farao direkte efter sin fars død, det gjorde hendes halvbror Tuthmose II, men fra hvad arkæologer har kunnet finde af graveringer på Tuthmose I’s grav, går man ud fra, at det var Hatshephut der styrede riget. Man tror at Tuthmose II havde en hudsygdom, som gav ham en tidlig død.
Her kom den første forhindring, for at Hatshephut kunne blive farao. Tuthmose II havde inden sin død fået en søn, Tuthmose III, der var arving til farao titlen. Men Hatshephut ville ikke give tronen fra sig så let. Gennem velplaceret propaganda og hendes skarpe politiske evner, formåede hun at beholde magten som farao i 15 år, indtil hendes død.
Men det var ikke et nemt liv, som kvindelig farao. Hun var en af de første, og som det skulle vise sig senere også en af de største, kvinder, der havde titlen som farao. For at berolige folket valgte hun at iføre sig den traditionelle mandlige klædedragt, og gik tilmed med det falske hageskæg faraoerne iførte sig.
Men trods hendes popularitet, propaganda og politiske evner, kunne det ikke række helt nok til, at hun kunne holde fast i folket. Så for at sætte sin ret til farao titlen fast, lavede hun to manøvrer;
For det første hævede hun, at hun var blevet valgt specielt af sin far, den populære farao Tuthmose I, fremfor hendes to brødre, og ene halvbror. Den guddommelige pottemager, Khnum, har indgraveret teksten ”Jeg vil gøre dig den første af alle levende væsner, du vil rejse dig, som konge af øvre og nedre Egypten, som din far Amon, der elsker dig, har befalet.”
Det bringer os til den anden manøvre hun brugte, som er mere tvivlsom end den første. Hun hævdede at hun var guden Amuns datter og det gav hende guddommelig ret til sin magt. I hendes grav er der skrevet en detaljeret beskrivelse af, hvordan guden Amun, i skikkelse af Tuthmose I, besøgte dronningen i hendes sovekammer, hvor dronningen blev så overvældet over gudens magt, og dejlige dunst, at hun græd af glæde og han gav hende sin kærlighed.
Regeringstid – fremskridt og rigdom.
Hatshepsut opnåede titlen Farao et sted mellem 1512 og 1479 f.kr. og lige fra starten havde hun blod på tanden. I hendes tidlige regeringsår førte hun indtil flere krige med blandt andet Nubien og Syrien, kampagner der bragte succes og prestige til Hatshepsuts navn.
Hendes hær blev ledet af Thumose III – hendes stedsøn, som skulle blive hendes senere efterfølger.
Thutmose III var godt tilfreds med sin status som general, og begik aldrig et kup mod sin stedmor på trods af, at han uden tvivl havde midlerne til det.Hatshepsut gjorde sig dog langt fra kendt, som en koldblodig krigsleder. Hendes udenrigspolitik var hovedsageligt fredelig, og hun gjorde meget for at genetablere forbindelser med udlandet, der havde været tabt siden Hyksos folket besatte Ægypten.
Hyksos var et folk, der besatte Egypten i tiden mellem Det Mellemste og Det Nye Rige. Hyksos handikappede landets udenlandsrelationer og bragte fattigdom til landet i 200 år. Invasionen skar ar så dybe i den egyptiske bevidsthed, at Hyksos’ primære guddom, kaosguden Seth, blev gjort til den store skurk i den egyptiske mytologi.
Blandt de ting Hatshepsut organiserede i sin regeringstid, var en ekspedition til landet Punt, hvor hun blandt andet hentede myrra med hjem. Hvad der var helt særligt ved ekspeditionen, var dog, at ekspeditionen bragte enogtredive levende myrratræer til Ægypten. Træerne blev plantet i Hatshepsuts tempel-gravkompleks ved Deir el-Bahri – dette var historiens første transplantation af udenlandske træer.
Hatshepsut opnåede ikke blot storhed i udenrigsmæssige anliggender. Hun formåede også at være en af Egyptens største bygledere. Hun beordrede konstruktionen af flere hundrede byggerier i Øvre og Nedre Egypten – flere end nogen farao fra Det Mellemste Rige.
Som mange faraoer før hende byggede Hatshepsut videre på Karnak templet i Luxor, det største tempel i verden, der er bygget af i alt 52 faraoer gennem tiden. Her byggede hun blandt andet Karnaks Røde Kapel, der beskrev vigtige tidpunkter i hendes regeringstid.
Langt større end dette var dog hendes personlig gravkompleks ved Deir el-Bahri. Templet var så glorværdigt, at det bidrog til at gøre Kongernes Dal til det betydningsfulde sted, det er i dag. Dette er fordi mange senere faraoer ønskede, at deres grave skulle associeres med Hatshepsuts storhed.
Hvad mere er, lod Hatshepsut et underjordisk tempel hugge ud i klippe på Nilens østbred. Templet, der var dedikeret til de to krigsgudinder Bast og Sekhmet, indeholder blandt andet en længere tekst, der beskriver hvordan Hatshepsut fordømte Hyksos folket på grund af de skader, de forvoldte det egyptiske samfund. Senere blev templet ændret af Seti I, der også prøvede at slette Hatshepsuts navn fra det.
Hatshepsut døde, da hun var midaldrende i sit 22. regeringsår. Man har ikke fundet nogen kilder, der beskriver hendes død. Man har dog fundet en mumie, der muligvis er Hatshepsut. Hvis denne formodning er korrekt, led hun af knoglekræft, diabetes, ledbetændelse og dårlige tænder. Kræften har formentligt spredt sig igennem hendes krop under den sidste del af hendes regeringstid.
THE WOMAN THEY CALLED PHARAOH
Hatshepsut was the greatest female pharaoh, who first seized power during her brother and husband, Thutmosis II’s reign.When her husband died, Hatshepsut used a mix of propaganda and her innate political affinity to keep that power.
In order to cement her own influences, she deployed two clever ploys. The first one was to claim that she was the most favored of her father’s children, by far. The second was to establish a myth around herself – that she was in truth the daughter of the god Amun and therefore meant to rule Egypt.
The way she kept her stepson and nephew Thutmosis III from planning a coup, was by appointing him as her general. Leading her armies, Thutmosis assisted in bringing much wealth to Egypt during the various military campaigns of Hatshepsut’s early rule. Later, Hatshepsut became one of the greatest architects of Ancient Egypt, outstripping all the pharaohs of the previous Middle Kingdom by far. Amongst her work is the Red Chapel in Karnak, her mortuary temple in Deir el-Bahri and the underground temple of Pakhet.
Hatshepsut died in her twenty-second year of reign, due to her plural sicknesses, here among bone cancer and diabetes.